Fed hund

Lider dit kæledyr af overvægt?

Overvægt er desværre et stort og stigende problem hos vores kæledyr. Det anslås, at op imod halvdelen af de hunde og katte som holdes som kæledyr her i Danmark, lider af overvægt i større eller mindre grad.

Fedme kan give store problemer i dyrets liv samt forårsage eller forværre mange andre sygdomme.

Det gælder f.eks. ledproblemer, hjertekarsygdomme, sukkersyge (diabetes), mave/tarm – problemer, bugspytkirtelbetændelse, leversygdomme, lungesygdomme og rygskader.

Udover skader på de indre organer samt ledskader, kan fedme også medføre hudsygdomme, problemer med at udholde varme, nedsat modstandskraft mod infektionssygdomme, nedsat livskvalitet og nedsat levetid. Skal dyret bedøves, er der øget risiko i forbindelse med narkose og kirurgiske indgreb.

Hos katte ses det, at de kan have svært ved at soignere sig. Da soignering er en stor del af deres adfærd,  nedsætter det deres livskvalitet, hvis dette ikke længere kan lade sig gøre. Herudover kan de have svært ved at flygte eller forsvare sig imod andre katte, hvis de såfremt er udekatte.

For kaniner gælder det samme mht. soignering –  det er en vigtig del af deres velfærd. Hvis kaninen bliver for tyk, kan den ikke komme til at soignere sig på hele kroppen. Udover dette, kan den blive forhindret – eller være helt ude af stand til at nå dens bagende for at æde dens cecotropher – også kaldet “natafføring”. Denne situation vil give fordøjelsesproblemer og alvorlig mistrivsel.

Hvad kan man gøre?

  • Spørge dyrlægen eller veterinærsygeplejersken til råds.

  • Fodre med at velafbalanceret foder som er afstemt i forhold til dyrets behov.

  • Skære ned på godbidder og snacks.

  • Hyppig kontrolvejning.

Hvordan stilles diagnosen?

Først og fremmest kan man se og mærke på sit dyr. For hunde og katte gælder det, at taljen skal være synlig og at man skal kunne mærke ribbenene uden at presse for hård ind i siderne på dyret. Herudover kan man veje dyret ofte, for at se, om dyret har taget på i vægt.  

For kaniner og marsvin, er det at veje dyret meget vigtigt – også i forhold til andre sygdomme. Hvis dyret har svært ved at soignere sig eller har svært ved at hoppe eller bevæge sig rundt, kan dette også være tegn på overvægt.

Hos nogle kæledyr ligner det, at de har et meget lille hoved i forhold til kroppen. Dette kan skyldes, at de har for meget kropsfedt.

Hvordan behandles overvægt?

Først og fremmest skal dyrets spisevaner ændres. Et overskud af kalorier fører til overvægt.

For at få et succesfuld vægttab er det vigtigt, at alle familiemedlemmer forstår vigtigheden af vægttabet og er villige til at samarbejde omkring ændring af den daglige rutine.

Den daglige kaloriemængde skal nedsættes. Dyrlægen eller veterinærsygeplejersken kan informere dig og hvilken diæt der passer til netop dit kæledyr. Foderet afhænger meget af alder, aktivitetsniveau og hvor meget dyret skal tabe sig.

Undgå helt at give andet foder og – eller snacks end det, der er bedst for dyret i vægttabsperioden. For hunde og katte findes der nogle helt særlige slankediæter som kan hjælpe med et ønsket vægttab. Disse diæter indeholder færre kalorier og typisk også flere fibre, som giver en større mæthedsfornemmelse. Det er vigtigt, at holde sig til denne diæt i hele denne periode, således at dyret får alle de vigtige næringsstoffer som det har behov for, og så man har de bedste vilkår for at holde øje med, om der skal justeres på mængde, type af foder eller andet.

Godbidder kan i sig selv forhindre et vægttab. Dette gælder alle former for godbidder, tyggepinde mm. Selv typer af foder til gnavere kan indeholde noget der kan sammenlignes med snacks.

Vej dyret ca. en gang om måneden for at følge med i vægttabet.

Motion er også en vigtig del af et vægttab. Der er mange måder at motionere sin hund på. Gå/løbeture, agility, søgelege mm. Hvis hunden er gammel eller dårligt gående, vil dyrlægen vurdere hvordan og hvor meget du den skal motioneres.

Kaniner og marsvin har godt af at komme ud af buret og bevæge sig – gerne så meget som muligt for også at holde deres maver i gang. Nogle kaniner synes faktisk godt om at træne “hop” eller “bomtræning”. Det er en god måde at aktivere kaninen på samtidig med, at den får mere motion.

Indholdet på virumdyreklinik.dk er udelukkende til informationsbrug og må ikke erstatte den professionelle rådgivning og behandling, som gives af den autoriserede dyrlæge ved en konsultation.

Uddannet personale, tager hånd om dig og dit kæledyr

Det er vigtigt for os at du føler dig tryg når du besøger os. Vi gør vores allerbedste for at leve op til din tillid.