hvalpe er mere udsatte for opkast og diarre

Opkast og dårlig mave ses hos hunde i alle aldre

De fleste hunde ejere har prøvet at have en hund der kaster op, ikke vil spise, og/eller har meget tynd afføring.

Det kan skyldes pludseligt foderskift, eller for meget af noget godt (middagsrester eller noget hunden selv har fundet og ædt), det kan også være en infektion. Det er oftest virus men nogle bakterier kan også give dårlig mave, det kan også være en forgiftning, eller et fremmedlegeme.

Hvornår skal du kontakte dyrlægen?

Hvis du er i tvivl, så kontakt din dyrlæge. Nogle hunde kaster op en enkelt gang, og virker fuldstændig friske bagefter. Denne artikel omhandler de episoder hvor hunden bliver ved med at kaste op, hvor appetitten forsvinder og hunden virker alment påvirket.

  • Er der tale om en hvalp, skal du vide at de bliver hurtigere alment påvirket end en voksen hund.
  • Hvis hunden kaster op i en grad så den ikke kan holde væske nede er der risiko for dehydrering.
  • Hvis du ser blod i opkast eller afføring, så ring. Vi ser oftere blodspor i opkast og afføring uden at det er alvorligt, men ring alligevel.
  • Hvis hunden virker sløv.
  • Hvis hunden har kastet op i et døgn eller mere.

– og hvad vil dyrlægen gerne vide?

  • Hvornår er det startet? Hvad kom først?

  • Drikkelyst – drikker din hund og hvor meget, kaster den op når den har drukket?

  • Appetit – spiser din hund, kaster den op når den har spist?

  • Feber – har din hund feber? Normal temperaturen for en hund er 38,5 C

  • Opkast – hvad kaster hunden op? (vand, mad, galde, blod)

  • Diarre – hvordan ser afføring ud? (Konsistens, farve, mængde, hyppighed, blod, slim, trængninger)

Hvad kan du selv gøre som ejer?

Ved opkast:

Hvis din voksne hund kaster op, så undlad at give den mad, og begræns væskeindtaget. Giv evt. Oralade (elektrolytholdig væske) ½ ml per kilo 1 gang i timen i 4 timer. Hvis ikke hunden kaster op så kan man øge mængden til 1 ml per kilo 1 gang i timen i 2 timer, herefter kan man give lidt mad 1-2 tsk skånekost, gerne opblødt eller dåsemad. Hvis det ikke giver anledning til opkast øges mængden og hyppigheden af fodring.

Hvis det drejer sig om en hvalp, så kontakt din dyrlæge. Hvalpe bliver hurtigere dårlige.

Ved diarre:

Hvis hunden har diarre, vandigt eller slimet, så anbefaler vi et tilskud Pro-kolin, som består af gavnlige mikro-organismer og præbiotika, samt væskebindende aktivstoffer og fibre, der støtter og beskytter maven og tarmens slimhinde. På den måde kan man “skylle” evt. sygdomsvoldende bakterier og vira ud.

Herudover kan det hjælpe at give skånekost. Skånekost er en mave/tarm-diæt af tørfoder og/eller vådfoder, som er et velafbalanceret foder med letfordøjelige fibre, som støtter tarmens funktion og sørger for ernæring af tarmfloraen. Hunden bør fortsætte på skånekost indtil afføringen har været normal i et par dage, herefter laver man en gradvis overgang til dens normale foder, gerne over 7-10 dage.
Undgå godbidder mm. indtil afføringen er normal. Brug evt. skånekosten som godbidder, eller brug særlige godbidder, der er skånsomme for maven.

Indholdet på virumdyreklinik.dk er udelukkende til informationsbrug og må ikke erstatte den professionelle rådgivning og behandling, som gives af den autoriserede dyrlæge ved en konsultation.

Uddannet personale, tager hånd om dig og dit kæledyr

Det er vigtigt for os at du føler dig tryg når du besøger os. Vi gør vores allerbedste for at leve op til din tillid.