hvalp med tyggeben

Tørkost, hjemmelavet eller råfodring?

Hundemad er ikke bare hundemad.

Som ny hundeejer oplever man at der er mange meninger om hvad ens hund skal spise og ikke skal spise. Opdrætteren, dyrehandleren, hundetrimmeren, naboen, gode venner og ikke mindst dyrlægen har en mening om hvad ens nye firbenede ven skal sætte tænderne i.

Hvad mener vi, som dyrlæger, din hund skal spise?

Vores holdning er at hunden skal have et balanceret foder. Det er især vigtigt for hvalpen. Ved at bruge et foder der er udviklet til hunde i vækst, sikrer man at hunden får den rette sammensætning af vitaminer og mineraler, især forholdet mellem kalcium og fosfor er vigtig.

Målet er at hunden vokser i et tilpas langsomt tempo, så knoglerne kan nå at udvikles uden at de og leddene bliver overbelastet. Det er af samme grund at hvalpene skal holdes slanke.

Den nemmeste måde at opnå denne balance er at bruge et godt fuldfoder, som er udviklet særligt til de forskellige størrelser hund. Der er mange på markedet, her på klinikken har vi valgt at lagerfører Virbac og Hills. Men også Eukanuba, Specific og Royal Canin laver hundefoder særligt til de forskellige hunde størrelser.

Når hunden er udvokset, over 12-15 måneder alt efter race, kigger vi på den enkelte hund og ejers behov. Nogle hunde er meget sultne og skal derfor have et kalorielet foder, andre er småtspisende, nogle hårdt arbejdende i perioder, osv..

Overordnet findes der tre typer hundefoder:

  • Fuldfoder (tørkost eller dåsemad)

  • Hjemmelavet

  • Rå fodring (BARF)

Fuldkost (tørkost og dåsemad):

En typisk fuldkost, indeholder alt det hunden har brug for. Det kan være formet som kugler, puder og ringe, og som vådt i dåse.

Der findes forskellige diæter alt efter hundens alder, størrelse, evt. sygdomme eller andre særlige behov. Der kan være tale om overvægt, allergi, ledproblemer eller fx en højtydende jagt hund.

  • Foderet er kvalitetssikret, altså ens fra gang til gang.
  • Det er nemt.
  • Pris og kvalitet hænger sammen.

Her på klinikken har vi tørkost fra Hills (Prescription diet) og Virbac. Har du andre særlige behov eller ønsker kan vi oftest hjælpe dig med at bestille det hjem, eller måske findes det på vores webbutik.

BARF (råt foder):

Er lavet ud fra en filosofi om at hunden nedstammer fra ulven og består typisk af en kostplan hvor hunden skal have råt kød, kallun (komave med indhold), ben, rå frugt/grøntsags pure, rå æg og surmælksprodukter. Fisk og indmad. og som regel også en faste dag.

  • VIGTIGT med god hygiejne ved håndtering af hundens mad
  • Købes typisk i frosne blokke, som så skal optøs

Vores erfaring er at det er dyrt, lugter og bestemt ikke nemt. Nogle ejere oplever at deres hunde fungerer rigtigt godt på det, andre det modsatte.

OBS: Trygfondens besøgshunde må ikke råfodres p.g.a. risiko for at overføre sygdomsfremkaldende bakterier til de syge og svækkede mennesker de besøger.

Hjemmelavet hundefoder:

Består af en fjerdedel kød, trefjerdedele kulhydrat (ris, kartoffler) og kogte grøntsager, samt et tilskud af vitaminer og mineraler. Typisk en diæt vi bruger til allergi hunde.

Allergi hunde kan i en testperiode sættes på en hjemmelavet diæt, her gøres det for at udelukke at det er en protein kilde i et kommercielt foder der giver problemer. Så sættes hunden på en diæt udelukkende af nye af protein-kilder fx på hestekød og kartoffler i 6-8 uger (nogle gange længere).

Det er tidskrævende at lave mad til sin hund, men hvis man har tiden og lysten er det absolut en mulighed. Et lille minus er dog at, blød mad klistrer til tænderne og dermed ser vi en større tendens til tandsten og senere hen parodontose.

Læs mere om tandproblemer.

Indholdet på virumdyreklinik.dk er udelukkende til informationsbrug og må ikke erstatte den professionelle rådgivning og behandling, som gives af den autoriserede dyrlæge ved en konsultation.

Uddannet personale, tager hånd om dig og dit kæledyr

Det er vigtigt for os at du føler dig tryg når du besøger os. Vi gør vores allerbedste for at leve op til din tillid.