Hjerteorm

Fransk hjerteorm, Angiostrongylus vasorum

Hvis din hund hoster kan det skyldes Fransk hjerteorm

Hunde der bor i Nordsjælland er mere udsatte for infestation med fransk hjerteorm. Især unghunde og hunde der spiser ting de finder eller græs, og de hunde der drikker af vandpytter, anbefaler vi bliver undersøgt for hjerteorm og lungeorm en til to gange årligt.

Desværre er den danske hundepopulation endemisk inficeret med den franske hjerteorm (Angiostrongylus vasorum). Rævens lungeorm (Crenosoma vulpis) har været i Danmark i mange år, måske altid.

Symptomer på hjerte-lungeorm

Symptomer på infektion er typisk hoste og stakåndethed. Det er dog ikke altid at hunden viser symptomer på infektion. Men ormene laver alligevel skader på lungevævet som så kan få betydning senere i livet. Erfaring viser at disse orm kan være bagvedliggende årsag til mange forskellige sygdomme, bliv derfor ikke overrasket over at blive bedt om afføringsprøver ved andre lidelser end umiddelbare hjerte/lunge problemer. Ormene påvirker nemlig blodets sammensætning, og det kan give symptomer i hele kroppen.

Undersøgelse for fransk hjerteorm og rævens lungeorm

Når vi undersøger hundenes afføring for larver fra fransk hjerteorm og rævens lungeorm finder vi hyppigst positive fund hos de unge hunde, under 2 år og hos de ældre over 7 år. De unge hunde er mere udsat da de går og snuser og spiser ting de finder. De ældre hunde har derimod haft mange år til at opsamle en orm.

For at kunne forklare smittevejen er det nemmest hvis man kender ormens cyklus, den er næsten identisk for de to orm.

Infesterede hunde udskiller mellemstadiet af hjerte-, lungeormen i form af en larve, som optages af og opformeres i snegle. Sneglen udskiller de modne larver i deres slim. Det betyder i praksis at hunde kan optage larven ved at spise snegle, græs hvor sneglen har været, drikke vand fra vandpytter osv.

Når den modne larve indtages vil den vandre fra tarmkanalen til hjertet og lungerne, hvor den sætter sig fast og færdig udvikles til den voksne hjerteorm eller lungeorm som så udskiller nye æg/larver.

Hjerteormsundersøgelse – hvordan?

Baermann-metoden

Vi undersøger fæces/afføring ved Baerman-metoden, dette er en metode hvor man opkoncentrere evt. larver i en lille mængde væske som er overkommelig at undersøge under mikroskopet.

Da hjerteorm og lungeorm ikke udskiller larver (infektive stadier) hver dag, er vi nogle gange nød til at undersøge mange prøver. Men vi ber som en start om 3 prøver fra tre på hinanden følgende dage. Et negativt resultat er ikke nogen garanti for at hunden ikke er inficeret. Desværre er det blot sådan at vi ikke har fundet larven.

VIGTIGT: 3 prøver á ca 20g (1 spsk), kun toppen, må ikke have været i berøring med jorden. Indleveres mandag til torsdag inden 12:00. Prøverne skal stå i 24 timer og vi har ikke personale til at aflæse prøver om lørdagen.

Blodprøve: Det er også muligt at påvise at hunden har hjerteorm ved at tage en blodprøve. Men vi kan ikke se om den samtidig har lungeorm. Derfor vil vi helst undersøge afføringen.

Behandling:

Hunden behandles med ormekur i 3 til 4 uger, alt efter hvilket præparat der bruges. Behandlingen vælges efter hensyntagen til hvilke orm og hvor mange orm der er fundet i afføringen.

Forebyggelse af hjerteorm og lungeorm

Der er mange gode grunde til at forebygge fransk hjerteorm. Den bedste måde er at alle samler deres hundes efterladenskaber op. På den måde bryder man ormenes cyklus. Og man kan også forhindre andre sygdomme i at spredes.

Hvis din hund tidligere har haft fransk hjerteorm er det vigtigt at tage stilling til, hvordan du fremadrettet vil forebygge ny smitte.

Der er to måder man kan forebygge fransk hjerteorm på:

  • Man kan indlevere afføringsprøver fra hunden regelmæssigt til kontrol hos dyrlægen
  • Man kan forebygge med lægemidler. Spørg din dyrlæge til råds

Indholdet på virumdyreklinik.dk er udelukkende til informationsbrug og må ikke erstatte den professionelle rådgivning og behandling, som gives af den autoriserede dyrlæge ved en konsultation.

Seneste artikler

Arkiver

Kategorier

Recent Works

Seneste indlæg

Uddannet personale, tager hånd om dig og dit kæledyr

Det er vigtigt for os at du føler dig tryg når du besøger os. Vi gør vores allerbedste for at leve op til din tillid.

Kontakt os
2018-09-26T10:02:40+00:00
Vi anvender cookies til at opsamle statistik. Når du fortsætter med at benytte websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere OK