Sterilisation
Hvorfor steriliserer vi hunde?
Der er flere grunde til at sterilisere tæven eller hunhunden. Ved en sterilisation fjerner vi ovarier og livmoder, man undgår dermed løbetider og de gener den kan medføre. Hvis man steriliserer tidligt, før første løbetid eller mellem første og anden, nedsættes risikoen for kræft i mælkekirtlerne markant.
Sterilisationen er bedste behandling mod falsk drægtighed og bedste forebyggende behandling mod livmoderbetændelse eller pyometra. Hvis tæven har underlivsbetændelse er den bedste behandling en sterilisering.
Hvad er en sterilisation?
På Virum Dyreklinik udfører vi en sterilisation ved at fjerne både æggestokke og livmoder. Vi laver et snit ind til bughulen, finder livmoder og æggestokke, så ligerer vi (lukker for blodtilførslen) og fjerner så underlivet. Vi lukker bughulen ved at sy muskulaturen, underhuden og huden sammen igen. Hunden får en bodystocking på, som forhindrer den i at slikke i operationssåret.
Derudover sørger vi for at hun er godt smertedækket, både før, under og efter operationen. Vi vil meget gerne kontrollere såret efter ca. 10 dage, her fjerner vi også suturene.
Bivirkninger ved sterilisation af hund
Steriliserede tæver har et lavere stofskifte, derfor har hunden lettere ved at blive overvægtig. Det er derfor vigtigt at fodre restriktivt med et kalorielet foder for at undgå overvægt.
Der kan også ske ændringer i pelsen, det er især de langhårede racer der rammes, de får en mere krusset/krøllet pels.
Nogle tæver bliver inkontinente efter en sterilisering, de lækker urin når de ligger ned, fordi blærens sphincter bliver slap. Det kan behandles, og er således ikke noget man skal leve med.
Man kan også sterilisere ved at give en såkaldt p-sprøjte, men der er langt flere bivirkninger og knap så mange fordele ved denne behandling.
Indholdet på virumdyreklinik.dk er udelukkende til informationsbrug og må ikke erstatte den professionelle rådgivning og behandling, som gives af den autoriserede dyrlæge ved en konsultation.