Tandrens af kat

Dyrlægen har anbefalet en tandrens til din kat – Hvorfor?

Katte har deres helt egne udfordringer når vi kigger i deres mund. Mange katte lider af “huller i tænderne” eller resorptive læsioner. Disse huller skyldes ikke for meget sukker, forkert mad eller manglende tandbørstning. Men de kan være mindst ligeså smertefulde for kattene.

Nogle katte udvikler også parodontose, ligesom hundene, men det er sjældent at det er den primære lidelse. Oftere ser vi gingivostomatitis, en næsten allergisk reaktion på plaque og tandsten, som kan give den enkelte kat meget store smerter i munden.

Hvad er en “tandrens”?

Ved tandrensningen fjernes der tandsten på både den synlige del af tænderne og under tandkødsranden ved hjælp af ultralyd. Vi tager røntgen af tænderne, for at vurdere hele tanden især rødderne. Bagefter måler vi dybden af tandkødslommerne, dette siger noget om mundhulens generelle sundhed. Ved denne grundige gennemgang får vi vurderet hele mundhulen og alle tændernes tilstand.
Alle tænder bliver poleret for på den måde at gøre tænderne glatte og forhindre ny tandsten i at dannes.
Herefter lægger vi en plan. Alt efter omfanget kan det være nødvendigt at dele behandlingen i to.

Tandrensning og polering foregår i fuld bedøvelse. Har kat fået fjernet tænder, vil den få smertestillende og i nogle tilfælde også antibiotika med hjem.

Tandresorptioner

Kat nærbillede af tand med tandresorption, hul i tanden

Gul pil peger på tandresorption hos kat

Forkortes ofte til TR, og har tidligere heddet mange andre navne og forkortelser, kært barn mange navne. Det er en af de ting vi kigger efter ved det årlige sundhedstjek, dyrlægen kigger katten i munden og ser efter tegn. Mistanken kan også opstå når du som ejer fortæller at katten spiser anderledes, lugter ud af munden, eller har ændret adfærd. Den endelige diagnose stilles ved en grundig gennemgang af tænderne, med tandrens, røntgen og en undersøgelse af hver enkelt tand. Behandlingen for angrebne tænder er ekstraktion. Mange ting er prøvet for at bevare tænderne, men intet har vist sig brugbart.
Tænder der er angrebet af tandresorptioner vil give smerter. I første omgang kan der være tale om isninger, men senere i forløbet når tandens pulpa og dermed nerven er blottet gør det ondt. Katten undlader at tygge med den eller de angrebne tænder.

Stomatitis

Tandkødsbetændelse, ses som voldsom rødme i tandkødet. Det kan være en meget smertefuldt og gøre at katten ikke vil røres omkring hovedet, ikke vil spise og har dårlig ånde.

Ses hos både helt unge dyr, hvor det kan være selvlimiterende, og hos udvoksede dyr, hvor behandlingen i første omgang er grundig rensning af tænderne, daglig tandbørstning og i sidste ende kan løsningen være at fjerne kindtænderne og i værste fald alle tænderne.

Indholdet på virumdyreklinik.dk er udelukkende til informationsbrug og må ikke erstattes af den professionelle rådgivning og behandling, som gives af den autoriserede dyrlæge ved en konsultation.

Hvis du har spørgsmål, så kontakt os endelig.