Hunkatten steriliseres for at undgå killinger
Hvorfor steriliserer vi hunkatten?
Primært for at undgå killinger. Hunkatte er meget reproduktive dvs. 1 hunkat kan på bare en sommer nå at få tre kuld, ca. 12 killinger, 2. år bliver det til 98 katte, 3. år optil 686 katte og 4. år optil 4800 katte (kilde: dyrenes beskyttelse).
Katte er fra naturens side udstyret med et stærkt jagtinstinkt, og de bruger det meste af deres tid på at markere deres territorium og jage. Katte markerer ved at strinte urin og lave kradsemærker. Katte kan også finde på at markere deres territorium inden døre, hvilket de fleste ejere ikke synes om. Denne adfærd kan i stor grad forhindres ved neutralisering.
Hunkatten kommer i løbetid hver 3. uge fra februar til september, og de kan være meget støjende. Hankattene bliver tiltrukket og kæmper om hendes gunst. Det er nogle af disse instinkter vi kan undertrykke eller helt fjerne ved at sterilisere og kastrere kattene.
Katten efter sterilisation
Den vigtigste ændring hos katten efter sterilisation er et fald i det daglige energi behov, sammen med en øget appetit betyder det at man skal ændre foder hvis ikke de skal blive for tykke. Der er også en øget risiko for urinvejssten, og ved en vægtøgning stiger risikoen for sukkersyge og ledproblemer. Det er derfor vigtigt at katten får et foder der forebygger disse risici. Spørg vores sygeplejersker om hjælp til at finde det rigtige foder til din kat.
Hvad er en sterilisation af kat?
Sterilisation foretages i fuld narkose. Der åbnes til bughulen således at ovarier (æggestokke) og livmoderen kan fjernes. Bugvæggen og huden sys. Hun skal derfor have en krave eller bodystocking på for at forhindre hende i at slikke i såret. Stingene skal side i minimum 10 dage og katten skal holdes inde indtil stingene fjernes.
Ved at fjerne livmoder og æggestokke undgår man løbetid og killinger, man mindsker risikoen for at der kan opstå livmoderbetændelse og mammaetumores eller kræft i mælkekirtlerne. Den væsentligste hormonproduktion foregår i æggestokkene, ved at fjerne dem, undgår man at hunkatten kommer i løbetid. På Virum Dyreklinik anbefaler vi at steriliserer hunkatten når den vejer over 2 kg, så er katten ca. 6 måneder gammel.
Hvorfor skal katten veje 2 kg?
Vi vil gerne neutralisere vores katte så tidligt som muligt for at undgå uønskede drægtigheder og strinteri.
Når vi på Virum Dyreklinik anbefaler at vente med sterilisere katten til den vejer 2 kg, handler det om sikkerhed i forbindelse med narkosen. Killinger kan steriliseres så tidligt som 12 uger, men disse små katte forbrænder narkosen hurtigere og mængden af medicin er lille pga. deres mindre kropsvægt, og herved er der større risiko for over- eller underdosering af medicinen.
Indholdet på virumdyreklinik.dk er udelukkende til informationsbrug og må ikke erstattes af den professionnelle rådgivning og behandling, som gives af den autoriserede dyrlæge ved en konsultation.